

Hyaluronsyre
Hyaluronsyre er ikke en syre, men en form for sukkerart og en naturlig bestanddel i hudens mellemlag, dermis. Hyaluronsyre er ét af flere stoffer, der bidrager til hudens volumen. Stoffet fungerer som en fugtsvamp og binder fugt i hudens væv.
Når vi ældes, falder hudens evne til at producere hyaluronsyre, hvilket fører til, at huden mister spændstighed, fylde og elasticitet. Hyaluronsyre anvendes i hudplejeprodukter primært for at tilføre fugt til hudens øverste lag, styrke hudbarrieren og give en behagelig fornemmelse og finish.